• b.jpg
  • c.jpg
  • d.jpg
  • a.jpg

Jens Bjørn-Hansen

4-strenget irsk banjo, 5-strenget banjo, mandolin, bouzuki, vokal.

Født 22.03.44 kl. 23.30 i et hjem med klaver. Spilder sine første skoleår med fodbold(uden større held) og andre sysler. Går til klaverspil uden den store entusiasme, men lærer også lidt husmandsguitar(Egmont krydsfinerguitar, købt for konfirmationspenge), uden at det vækker større opsigt i byen.

Fra 1960 medlem af Monkstreet Jazzband, senere Riverboat Stompers, - kendt fra Plantagen og Vinkjælderens baghave - på altsax, senere tenor. Da trommeslageren saver et led af sin tommelfinger bliver Jens Bjørn overflyttet til trommerne, hvor han har været siden. Almindelig balmusiker over hele Vendsyssel på saxofon, el-guitar og trommer. El-guitarist og sanger i The Blackbirds (Beatles-kopi-band). Fra 1964 og fremdeles trommeslager i Black Bottom Stompers.

Efter studentereksamen til søs   som kok.(Havde det været i det 19. århundrede var det nok blevet fremmedlegionen!). Tvinges af søens hårde liv i land til en vikarstilling ved Frederikshavns Kommunale Skolevæsen indtil august '64, hvor han starter på Hjørring Seminarium. Afslutter sin uddannelse   i 1967 og flakker så rundt på forskellige skoler (værnepligten truer) indtil han ansættes fast på Vestre Skole i Hjørring i 1965.   Aftjener 23 dage som "snigende uldtæppe" ved CF i Padborg. Danner sammen med to tidligere klassekammerater fra Hjørring Seminarium De Gyldne Løver den 24. oktober '67.

Godt gift St. Patricks Day 1978 - et giftemål som bl.a. resulterer i to drenge, der i dag også har musik som hovedinteresse.

Formår - vistnok som den eneste herhjemme - at spille på en 8 strenget mandolin med et gribebræt på under 4 cm ved hjælp af 5 medisterpølser!

Går 2004 af som lærer for at hellige sig forskellige fritidsinteresser samt ikke at forglemme: Løverne samt div. jazzbands.


Fakta:

Uddannet lærer fra Hjørring Seminarium. Har virket som lærer på Elsagerskolen, Hjørring, - Ålbæk Skole, -   Bagterpskolen, Hjørring, -   Vestre Skole, Hjørring, -   fra 1972 til 2004 Højene Skole, Hjørring.

Medlem af følgende bands (kronologisk rækkefølge):

1960: Monkstreet Jazzband , Per Juuls Orkester, Blackbirds . 1961: Riverboat Stompers ,   fra 1964 til d.d. Black Bottom Stompers . Ca. '65 Per Hansens Jazzband . '67: Golden Lion Folkgroup , senere fordansket til De Gyldne Løver, Papa Pete's Jazzmen. 1970   Teachers All Stars og fra 1974   til d.d. Jazzkaravanen . Med de to sidstnævnte på   Jazz-natklubben La Tour i Geneve I 1971, '72 og   '73. 1997: Karl Alberts New Orleans Cats. Medlem af Sammy Lynch Band .

Har indspillet LP/CD'er   med følgende orkestre og solister:

De Gyldne Løver ( vokal, div. banjoer, mandolin, bouzouki, guitar, bodhran, trommer, sax,, basbalalajka), Teachers All Stars (trommer), Black Bottom Stompers (trommer, vokal), Niels Hausgaard (div. banjoer, mandolin, harmonika, klaver, kor), Alex Campbell (bodhran), Sammy Lynch (irsk banjo, mandolin,mundharpe,guitar, vokal), Jens Memphis (div. banjoer, mandolin,kor), Fisker Thomas ( div. banjoer, mandolin, kor),

Inger Lauritsen (mandolin), Erling og Torben ( 5 str. banjo, bodhran), Ib Grønbech (irsk banjo, mandolin, kor).

Jens Bjørn by Skandiaweb
 
site created and hosted by skandiaweb
Wunni Records v/ Carsten Holst • Mail: gyldloev@post9.tele.dk